Lidt om Podengo

Lidt om Podengo Lidt om os Hvalpe Vores Podengoer Kontakt Links

 

Her kan du læse lidt om racen Podego Portugues

I den danske oversættelse af FCI’s standard står der at læse, at denne race er:
Livlig og opvakt, fordringsløs og robust.
…en herlig beskrivelse af en herlig hund!

Racen Podengo Portugues stammer fra Portugal, som navnet siger. Specielt i den nordlige del af landet er denne race blevet skattet og brugt gennem århundrede. Dværgtypen, kaldet Pequeno, har specielt været brugt til kaninjagt. Podengo Pequeno og Medio er meget kvikke og opmærksomme hunde, med et naturligt anlæg for jagt på småvildt. Af samme grund er disse størrelser også kendt i hjemlandet som ”Kaninhund”.
Det er dog en meget alsidig race, der lige fra starten har været anvendt til flere formål. Blandt andet vagthund og naturligvis familiehund.
Videre kan man læse i standarden, at den er fri og letfodet i sine bevægelser.

Podengoen er Portugals nationalrace. Det er en meget gammel race, men det er svært at sige noget sikkert om racens oprindelse. Det mest sandsynlige er dog at racen, som de fleste andre spidshundetyper i det sydlige Europa, Mellemøsten og det nordlige Afrika, er blevet til på basis af urhundene fra det område der i dag udgør Egypten, Israel og den Arabiske halvø. Podengoer i stor størrelse har stadig mange lighedstræk med den elegante urhund fra Egypten kendt som Pharaohound.
Podengoerne havde fra gammel tid flere anvendelser og blev fremavlet i flere størrelser og pelsvarianter. FCI anerkender hele 6 varianter. Racen er opdelt i 2 pelstyper der igen er opdelt i 3 størrelser. Den store ligger mellem 55 og hele 70 centimeter i skulderhøjden. Mellemstørrelsen er mellem 39 og 56 centimeter og vejer 16-20 kilo. Den lille Pequeno har en skulderhøjde inden for rammen af 20-30 centimeter og en vægt på 4-5 kilo.
Racen er kategoriseret som en af de få nulevende jagthunde med primitiv oprindelse. Den er at finde i gruppe 5 (Spidshunde og Primitive racer) under sektion 7 (Primitive typer – jagthunde). På trods af dette er racen i Danmark placeret i Myndeklubben. 
På trods af sin fortid som jagthund er Podengoen i dag fortrinsvis en familiehund og den har tilegnet sig denne livsstil særdeles godt. Måske også på grund af den jagttype den blev anvendt til. Jagten var ikke baseret så meget på en direkte eller enkelt egenskab i hunden (som retriever, driver, pointer eller andre mere tilpassede jagttyper). Det var mere hundens naturlige nysgerrighed og legelyst der var basis for jagtegenskaberne. Lille hund undersøger nysgerrigt sprække i klippen, kanin kommer ud, jagten er sat ind. Noget i den stil J

Podengo Portugues Pequeno, den lille Podengo, egner sig fortrinligt til familiehund og tilpasser sig ubesværet de fleste situationer. Den kan sagtens leve både i byen og på landet. Den er venlig, livlig og udadvendt. Er meget lærenem og gør kun sjældent. Podengoen, specielt den glathårede variant, er en race der ikke er manipuleret betydeligt af mennesker gennem tiden og den har derfor ikke de genetiske svagheder mange andre ”designede” racer lider under. Den er meget robust og har et fantastisk helbred. Den glathårede er super nem da den så godt som ingen pelspleje kræver.
Den kræver lidt motion og en masse opmærksomhed, elsker at lege og lærer utrolig hurtigt. Den er meget venlig overfor andre hunde og god til børn.

Da den er robust og sund kan den, på trods af størrelsen, sagtens holde til et aktivt liv sammen med dens ejer. Den egner sig også fint til hundesport som eksempelvis agility.

Standarden for racen kan læses her!